Jeg er skide bange!

Fødslen nærmer sig med hastige skridt, og jeg er skide bange. Men det er ikke fødslen jeg er bange for!

Alle spørg mig om jeg er bange for fødslen, om jeg frygter fødslen, om jeg er nervøs for fødslen. Men ærlig talt, så er jeg ikke bange for fødslen! Jo jo, fødsler er tit forbundet med en masse fysisk smerte – men fysisk smerte går over. Fysisk smerte kan jeg forholde mig til. Fysisk smerte har jeg oplevet massere af gange og det skal jeg nok klare.

Jeg er skide bange for min egen psykiske reaktion efterfølgende! Jeg er skide bange for at være utilstrækkelig. Bange for ikke at slå til. Bange for at ryge tilbage ned i det store sorte hul, som jeg kender så godt fra en fortid med depression. Jeg er bange for ikke at knytte et bånd til det lille menneske fra starten af og bange for alle forandringerne. Jeg er skide bange for at alt det der er sket for mig i løbet af det sidste år, som er gået så skide stærkt, pludselig vil ramle ned om ørerne på mig når jeg er tvunget til at stoppe op og får alt for meget tid med mine egne tanker. Og mest af alt er jeg skide bange for at min far får ret i at jeg er for uansvarlig, egoistisk og har alt for lidt styr på mit liv! Bange for at det vil føre til at jeg kommer til at give hende flere ar på sjælen end godt er – at jeg ikke vil kunne tilsidesætte mine egne behov og drømme og at hun en dag vil hade mig for mine valg.

Jeg får hele tiden at vide at jeg allerede opfører mig som en mor, at det tit er den rolle jeg påtager mig naturligt, hvilket giver god nok mening i relation til mit tidligere arbejde som ekspeditionsleder og som koordinator for ustrukturerede tv-produktioner. Og jeg får tit at vide at jeg jo netop er et meget elskende, følsomt og intuitivt menneske med stort fokus på andres behov og følelser. Og at disse ting kombineret derfor betyder at jeg også vil blive en fantastisk mor. MEN det er i min verden ikke givet! Et job er noget man kan holde fri fra – man kan ikke holde fri fra at være mor! Og jeg er bange for at mit fokus på det lille menneskes behov og følelser netop kan være med til at knække mig.

Måske er jeg bare super hormonel her dagen før min terminsdag. Måske begynder det så småt at gå op for mig at jeg faktisk skal være nogens mor. At hele mit liv vil ændre sig og intet nogensinde vil være det samme igen. At jeg ikke kan stikke af fra det her. Og at jeg virkelig, for alvor, skal være alene om det.

Men hele vejen igennem min graviditet har min største frygt netop været hvordan jeg vil reagere efter fødslen. Især efter jordemoder og sundhedsplejerske understregede at jeg er i højrisiko zonen for en efterfødsels reaktion grundet min fortid. Det er derfor selvfølgelig også betryggende at vide at de holder øje med mig. Og jeg ved jo også at jeg har min familie tæt på, som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe mig. Men jeg synes virkelig frygten er svær at slippe!

Er der andre der har følt sådan og har gode råd til at slippe denne skrækkelige følelse?

2 comments / Add your comment below

  1. Kæmpe krammer din vej. Tror alle mødre har været der. Følg du bare med dine følelser. Når du får dit lille menneske op til dig så begynder dit liv. Snak med andre om dine følelser hele vejen og gå ikke med dem alene. Det der mor-shit er for vildt og man kan ikke forberede sig på det.

    1. Tusind tak @Fantasifabrikken! Indtil videre har graviditeten været for vild og noget af en rutschebane, så kan kun gisne om hvor vildt det der mor-shit det bliver 🙂

Skriv et svar