Mit livs bedste fuck-up!

Den bedste introduktion til mig og hvorfor bloggen er blevet til er nok at fortælle om mit livs bedste fuck-up! Så hæng fast, for det bliver en smule rodet!

Jeg har truffet mange “uheldige”/”unormale”/”anderledes”/”dumme” – kald dem hvad du vil – valg i mit liv. Ja man kan vist roligt sige at jeg aldrig har valgt den lige, lette eller almindelige vej, men jeg har altid valgt min vej! Og hver enkelt bump, hul og kæmpe forhindring jeg har mødt på min anderledes vej, har gjort mig til lige netop mig!

Da jeg d. 1 juni rystende står med en positiv graviditetstest i hånden og mentalt banker mig selv oveni hovedet over alle de forkerte og dumme beslutninger jeg har truffet, og hvordan jeg dog kunne være havnet i denne situation – alene, gravid, og i tvivl om hvem faren er – har jeg på alle måder lyst til at give op på mig selv og stikke mig selv en kæmpe fyreseddel! “Sophia du er hermed opsagt med øjeblikkelig virkning for selvforskyldt at fucke dit liv op gang på gang!” Dagen hvorpå jeg skal fortælle det til min X (kæreste i gennem næsten 7 år), er bestemt ikke meget bedre. Min X som inderligt har ønsket at blive far og som har været min bedste ven i hele verden og hvis hjerte jeg selvfølgelig har knust allerede! Jeg føler mig som det usleste menneske i verden, mildest talt!

Men det er faktisk netop samtalen med min X som er med til at give mig mod og klarsyn i min fortvivlelse.  “Der er ikke noget i dit liv som har været helt almindeligt Sophia – aldrig nogensinde – og det kommer det her heller ikke til at blive. Ligesom at du ikke kommer til at blive en helt almindelig mor, for du er ikke helt almindelig”. “Men det er tid til at du gror dig et par nosser, og viser verden at du har dem. For du er SÅ skide bange for at såre folk, at du i sidste ende ender med at såre dem og dig selv endnu mere, end hvis du blot havde været ærlig og såret dem en lille smule fra starten af!” 

Og netop delen om nosser har siddet fast i mit hovede! – altså at gro mig nogle boss nosser og være ærlig! Derfor besluttede jeg mig for, at jeg for mit lille barns skyld netop skal gro mig de nosser og lære at være hudløst ærlig, selv når det ikke er nemt eller sjovt! Men hold nu kæft hvor er det svært altså !

I starten af min graviditet fortalte jeg det ikke til andre end min X og 2 veninder. Jeg skammede mig faktisk. Skammede mig over at jeg ikke ved hvem faren er, og det blev på en måde et symbol på den kæmpe smerte jeg har påført min X, ved at have været ham utro. Min graviditet blev et symbol på vores brud, og hvad der føltes som et kæmpe nederlag og fiasko. Og min skam over måden hvorpå min X og mit forhold sluttede gjorde blot at jeg i endnu højere grad følte at jeg var nødt til at skjule min graviditet, for på den måde også at skåne ham for ubehagelige spørgsmål og fordømmende blikke.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke overvejede hvorvidt jeg skulle eller ikke skulle beholde den lille guldkaramel som voksede i min mave – mest af alt fordi jeg var så optaget af hvad alle andre dog ville tænke og hvilken situation det ville sætte min X og min familie i. Heldigvis var der ikke nogen tvivl hos min X, som ofte kender mig bedre end jeg selv gør, om at jeg selvfølgelig skulle beholde guldkaramellen. Det resulterede så i at han dagen efter kørte mig til en privat jordemoder for at få foretaget en scanning og sikre at alt var i orden. Og fra det øjeblik jeg så det lille hjerte slå på skærmen har jeg været fuldstændig forelsket og aldrig betvivlet min beslutning!

Guldkaramellen til første scanning

Der skulle dog stadig gå 1.5 måned før jeg fortalte det til mine forældre – i en besked på Messenger – 2 minutter før jeg steg på et fly til Nepal for at besøge min bedste veninde. (Ikke videre boss nosser agtigt, I know) Men jeg vidste at netop mine forældres mening og holdning ville kunne få mig til at betvivle min egen dømmekraft om hvad der var det rigtige at gøre – så derfor valgte jeg altså bevidst at vente til efter 12. uge. Og jeg tog ikke helt fejl, lad mig blot sige det sådan, og så lade den ligge der, for nu i hvert fald.

Den skønne Avalon Khan sagde i en af hendes stories på Instagram for noget tid siden – at der hvor vi er stærkest og oftest kan gøre den største forskel for andre er der hvor vi føler os mest sårbare og skrøbelige selv – og netop det at være ærlig og stå ved mine fejl og min sårbarhed er der hvor jeg føler mig mest udsat og skrøbelig! Men nu er det altså tid til at gro de boss nosser, for guldkaramellen har planlagt ankomst i slut januar – og jeg nægter at sætte et vidunder af et barn i verden, som skal føle den mindste smule skam! Og jeg synes at det er på tide at vi bryder dette tabu, da jeg ved at der er mange andre kvinder derude, som står i samme situation som jeg, og ikke er helt sikker på hvem der er far til deres kommende barn – vi skal ikke skamme os, vi skal glæde os over det lille liv vi bærer på !!!

Af alle de “dårlige/forkerte/uheldige/dumme” valg jeg har truffet i mit liv, så er dette lille vidunder det absolut bedste og dermed uden den mindste tvivl i mit hjerte, mit livs aller bedste og mest forunderlige fuck-up !!! Et fuck-up som på alle måder har og vil forandre mit liv og som hver dag minder mig om at jeg skal være den bedste udgave af mig selv, stå ved mig selv og være ærlig, for netop de værdier ønsker jeg at give videre til guldkaramellen.

Og hermed bydes du velkommen indenfor i tilblivelsen af min FORunderlige verden samt tilblivelsen af Guldkaramellen. Jeg håber du har lyst til at læse mere, og ikke er helt tabt i rodet endu. Jeg lover det nok skal blive bedre, det gør det altid.