To dage til igangsættelse

To dage til igangsættelse
to dage til igangsættelse

Jeg er idag gået 10 dage over min terminsdag og begynder så småt at forberede mig på igangsættelse om to dage. Jeg havde ellers virkelig håbet på at jeg ville gå i fødsel af mig selv. Så meget at det faktisk har ført til at jeg har gået og stresset mig selv og min krop en smule. Jeg har glemt at slappe af og nyde den sidste tid.

Alle er blevet ved med at sige til mig at jeg skal huske at slappe af og nyde stilheden, roen og tiden alene – at hun kommer når hun er klar osv. osv. MEN som altid har jeg ikke lyttet. Jeg har kedet mig og været super utålmodig. Derfor har jeg også sørget for at holde mig selv ekstremt beskæftiget. Der er VIRKELIG blevet gjort rent, ryddet op og sorteret i lejligheden.

Den onde spiral

Og så har jeg selvfølgelig forsøgt mig med alverdens husmor råd for at sætte fødslen i gang. Jeg har hoppet, lavet øvelser på yogabolden, gået lange lange ture, spist stærk mad, drukket hindbærbladthe, spist ananas, danset, trykket på diverse punkter som skulle sætte fødslen i gang, nulret brystvorter etc etc etc! Intet har virket!

Ananas og mange med chillisovs
Ananas og mango med chillisovs

Istedet er jeg endt med at være en smule nedtrykt, stresset, træt og med hovedpine. Og jeg endte med en baby som faktisk begyndte at blive stille. Og jo mere stille hun blev, jo mere stresset og bekymret blev jeg. Det har været som en ond spiral. Jo længere over tid jeg er gået, jo mere stresset er jeg blevet, jo mere stille er guldkaramellen blevet og jo mere bekymret er jeg blevet for at der skulle være noget galt.

Så jeg har faktisk formået at forvandle mig selv fra en glad og lykkelig gravid uden gener og bekymringer, til en lettere stresset, trist og bekymret gravid med ondt flere steder! Flot Sophia!

Slap nu af for dælan!

Indtil i dag, hvor der er to dage til igangsættelse, der besluttede jeg mig for at slappe heeeeelt af, acceptere at guldkaramellen ikke kommer af sig selv og nyde den sidste tid. Så jeg tog det længste og varmeste bad med ansigtsmaske i fjæset imens jeg sang guldkaramellens vuggevise. Og under hele forløbet danser guldkaramellen selvfølgelig derud af inde i maven og mindede mig om at jeg skal stoppe med at stresse og bekymre mig. Alting kommer til sin tid! Jeg har derfor lavet god og nærende mad. Ristet cashewnødder og forberedt sunde og lækre snacks til igangsættelsen. Og generelt bare nydt tiden alene imens guldkaramellen har holdt fest i maven.

Arepa med falafel og grønt
Arepa med falafel og grønt

Tænk sig at et lille barn, som endnu ikke er født, gang på gang kan lære mig så meget og minde mig om hvad der er vigtigt her i livet! Der er ingen tvivl om at hun kommer til at give mig kamp til stregen med hendes stædighed. Hun kommer til at drive mig til vanvid og frustrere mig. Men hun kommer til at lære mig mere end noget andet i verden!

Jeg er skide bange!

Jeg er skide bange!

Fødslen nærmer sig med hastige skridt, og jeg er skide bange. Men det er ikke fødslen jeg er bange for!

Alle spørg mig om jeg er bange for fødslen, om jeg frygter fødslen, om jeg er nervøs for fødslen. Men ærlig talt, så er jeg ikke bange for fødslen! Jo jo, fødsler er tit forbundet med en masse fysisk smerte – men fysisk smerte går over. Fysisk smerte kan jeg forholde mig til. Fysisk smerte har jeg oplevet massere af gange og det skal jeg nok klare.

Jeg er skide bange for min egen psykiske reaktion efterfølgende! Jeg er skide bange for at være utilstrækkelig. Bange for ikke at slå til. Bange for at ryge tilbage ned i det store sorte hul, som jeg kender så godt fra en fortid med depression. Jeg er bange for ikke at knytte et bånd til det lille menneske fra starten af og bange for alle forandringerne. Jeg er skide bange for at alt det der er sket for mig i løbet af det sidste år, som er gået så skide stærkt, pludselig vil ramle ned om ørerne på mig når jeg er tvunget til at stoppe op og får alt for meget tid med mine egne tanker. Og mest af alt er jeg skide bange for at min far får ret i at jeg er for uansvarlig, egoistisk og har alt for lidt styr på mit liv! Bange for at det vil føre til at jeg kommer til at give hende flere ar på sjælen end godt er – at jeg ikke vil kunne tilsidesætte mine egne behov og drømme og at hun en dag vil hade mig for mine valg.

Jeg får hele tiden at vide at jeg allerede opfører mig som en mor, at det tit er den rolle jeg påtager mig naturligt, hvilket giver god nok mening i relation til mit tidligere arbejde som ekspeditionsleder og som koordinator for ustrukturerede tv-produktioner. Og jeg får tit at vide at jeg jo netop er et meget elskende, følsomt og intuitivt menneske med stort fokus på andres behov og følelser. Og at disse ting kombineret derfor betyder at jeg også vil blive en fantastisk mor. MEN det er i min verden ikke givet! Et job er noget man kan holde fri fra – man kan ikke holde fri fra at være mor! Og jeg er bange for at mit fokus på det lille menneskes behov og følelser netop kan være med til at knække mig.

Måske er jeg bare super hormonel her dagen før min terminsdag. Måske begynder det så småt at gå op for mig at jeg faktisk skal være nogens mor. At hele mit liv vil ændre sig og intet nogensinde vil være det samme igen. At jeg ikke kan stikke af fra det her. Og at jeg virkelig, for alvor, skal være alene om det.

Men hele vejen igennem min graviditet har min største frygt netop været hvordan jeg vil reagere efter fødslen. Især efter jordemoder og sundhedsplejerske understregede at jeg er i højrisiko zonen for en efterfødsels reaktion grundet min fortid. Det er derfor selvfølgelig også betryggende at vide at de holder øje med mig. Og jeg ved jo også at jeg har min familie tæt på, som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe mig. Men jeg synes virkelig frygten er svær at slippe!

Er der andre der har følt sådan og har gode råd til at slippe denne skrækkelige følelse?

Jeg er vild med at være tyk

Jeg er vild med at være tyk
Buddha Belly

Jeg har lidt af overvægt flere gange i mit liv, men dette er første gang jeg er vild med at være tyk og roses for det!

Bange for at blive kæmpe stor

At være gravid er selvfølgelig ikke helt det samme som at være tyk, men alligevel er det lidt det samme. I starten af min graviditet skræmte tanken om at blive tyk igen mig faktisk rigtig meget. Jeg var bange for at blive mega stor og igen skulle kæmpe med at tabe mig og ikke mindst var jeg rædselsslagen for igen igen at få det elendigt med mig selv og mit eget spejlbillede. Jeg var nemlig lige begyndt at være glad for det jeg så i spejlet, selvom min BMI egentlig fortalte mig at jeg var overvægtig.

Men selvom at jeg selvfølgelig har taget på og min mave føles større end nogensinde før, så tror jeg aldrig at jeg har følt mig bedre tilpas i min egen krop! Det er klart at den ser anderledes ud end hvad jeg anser som den perfekte krop. Den ligner heller ikke de smukke og petite instagram gravidekroppe i alverdens umulige yoga stillinger, som jeg i hemmelighed beundrer bag skærmen. Og jeg har da også haft dage hvor jeg har følt mig tyk og ulækker. Dage hvor jeg er blevet ked af det og har følt det som et angreb når andre har fortalt mig om en eller anden de kender, som altså kun tog 5 kg på i løbet af deres graviditet. Eller en eller anden som man altså nærmest ikke kunne se var gravid da hun var 9 måneder henne osv osv. Men ligesom at vi alle ser forskellige ud når vi ikke er gravide, så ser vi også forskellige ud når vi er gravide – og vi er alle smukke, unikke og præcis som vi skal være. Og jeg kan ærligt sige at jeg faktisk for første gang i mit liv er vild med at være tyk!

Vild med at være tyk

Et forvrænget spejlbillede

Jeg har som sagt altid kæmpet med min vægt og min egen opfattelse af mit spejlbillede. En opfattelse som jeg jo i virkeligheden godt kan se er forvrænget. Uanset hvor slank jeg har været, så har jeg altid følt mig tyk. Og da jeg var det største jeg har været, der følte jeg mig faktisk ikke helt så stor som jeg var. Dette er noget jeg i særdeleshed er blevet opmærksom på igennem min graviditet. Jeg har nemlig hver uge taget et billede af min mave. Jeg kan tydeligt huske de første mange billeder og hvor tyk jeg følte mig. Men når jeg i dag ser på de billeder, så er min mave jo helt flad og fin. Det ses dog også tydeligt på min udstråling på billederne at jeg ikke føler mig godt tilpas eller tiltrækkende. Men som ugerne skrider hen, og maven faktisk bliver større, jo mere selvsikker og veltilpas bliver min udstråling. Og i dag i uge 39 af min graviditet, der elsker jeg min krop – trods appelsinhud, strækmærker, bleghed og det faktum at den virkelig trænger til at blive strammet op igen osv osv. Jeg elsker og værdsætter min krop og det den er i stand til og jeg håber blot på at jeg kan holde fast i denne kærlighed når guldkaramellen ikke længere bor til leje i den mere.

Mavens udvikling fra uge 16 til uge 38

Når undskyldningen for at være tyk forsvinder!

Jeg kan jo ikke være gravid for evigt, og med 8 dage til min terminsdato, så begynder jeg faktisk at blive lidt vemodig over udsigten til at miste min tykke mave. Det er klart at jeg kommer til at savne følelsen af liv i maven – det er noget ganske ganske særligt. Men jeg kommer også til at savne at være “lovligt” tyk. Det er det eneste tidspunkt i ens liv hvor andre – også fremmede – faktisk roser en for at være tyk, og fortæller en at man er “smukt tyk”! Jeg begynder derfor også at frygte for når min undskyldning for at være tyk forsvinder. Når det ikke længere er acceptabelt at være lidt for rund – når det ikke længere anses som værende smukt med topmave og undskyldningen for at hygge lidt ekstra foran fjernsynet forsvinder.

Det er jo ret absurd, og aldrig noget jeg har tænkt over før, og jeg håber som sagt virkelig at jeg kan bevare min nyfundne kærlighed for min krop efter min graviditet. Er der andre der kan nikke genkendende til denne følelse?

Jeg lægger mørket bag mig

Jeg lægger mørket bag mig

Med en måned til min termin, lægger jeg mørket bag mig og ser frem mod lysere dage! Årets korteste dag og afslutningen på mørket er den oplagte dag til at se indad, tilbage og fremad og gøre op med hvad man ønsker at lægge bag sig sammen med mørket ..

Dette år har været for vanvittigt og hele mit liv er blevet vendt på hovedet og har fået vendt vrangen ud og tilbage igen! Seriøst!

Og alle jeg har snakket med, har været meget forbavsede over hvor roligt jeg har taget det – hvor lidt jeg har grædt – hvor fattet jeg har været – hvor afklaret jeg har været osv osv .. og det har jeg egentlig også selv været forbavset over og til tider en smule bekymret!

Men I dag, i dag knækkede filmen endelig og alle de indebrændte, forbudte og undertrykte følelser fik frit løb – og sikke en vidunderlig forløsning at slippe dem fri! Jeg har de sidste dage snakket meget med min veninde om netop den her følelse af at jeg ikke har kunnet mærke mig selv, om jeg er glad og tilstede i mit eget liv, eller jeg bare er tilskuer i mit liv og følger med. Jeg er nemlig så super god til at tilpasse mig de rammer jeg befinder mig i, at det indimellem kan være svært for mig at gennemskue. Så ja, det var helt utroligt forløsende at mærke mig selv og mine følelser – også selvom de gør ondt.

Efter min første post omkring guldkaramellen har jeg modtaget mange beskeder fra folk jeg kender, om hvor modig jeg er og hvor sej jeg er og hvor beundringsværdigt det er at jeg er så afklaret omkring min situation og at jeg tør at dele det. Men sandheden er jo faktisk at jeg ikke nødvendigvis er SÅ afklaret, sej og modig! Jeg er nemlig skide bange, nervøs og forvirret! Men istedet for at lade følelserne tage over, så har jeg koncentreret mig om at få styr på alle de praktiske forberedelser til guldkaramellens ankomst. Men med nøjagtig 1 måned til min termin, så begynder følelserne også at snige sig frem og frygten prikker mig på skulderen.

Så “modet”, det bunder måske egentlig mere i den kæmpe frygt jeg har for ikke at være god nok – frygten for at bringe et menneske ind i verden som skal føle skam som følge af at jeg ikke har været ærlig. Så “modet” har for mig været en nødvendighed – men det betyder altså ikke at jeg ikke er bange eller har fundet fuldkommen fred i mig selv!
Jeg tror bare at jeg har fundet en form våbenhvile med mig selv. Og der er altså stor forskel på fred og våbenhvile. Men man behøver heller ikke altid have fred med dig selv! Våbenhvile er helt okay og langt langt bedre end krig!

Min bedste veninde og jeg har en fast tradition, som i år gav SÅ meget mening at gøre netop i dag til solhverv. Helt kort skriver vi hver især en følelse, vane eller tilstand, som vi ønsker at lægge bag os, på en sten som vi kaster i Vesterhavet. Efterfølgende binder vi en rituel snor omkring håndleddet imens vi sætter os en positiv intention. Snoren bliver på den måde en daglig påmindelse om det vi har lagt bag os og den positive intention vi har for fremtiden!


Jeg har i år valgt at skille mig af med netop frygt. Frygt i alle aspekter. Frygten for at fejle – frygten for succes- frygten for hvad andre synes – frygten for ikke at være god nok – frygten for stagnation – frygten for forandring og frygten for at kende min egen styrke!
Og som erstatning for frygten, så vil jeg istedet lade det positive komme ind i mit liv og byde det velkommen af hele mit hjerte.

I modsætning til de andre år hvor vi har lavet dette ritual, så blev stenene faktisk ikke kastet med vold, vrede eller anden arrigskab i dag. Det var nærmere med mildhed, lethed og taknemlighed over at slippe det, som var nødvendigt at komme af med. Vesterhavet virkede mildere end normalt, og regnen dalede lettere vemodigt og jeg føler mig lettet, afklaret og i kontakt med mig selv igen.

Har i andre nogle skæve ritualer til solhverv eller andre tider på året?


En kommende alenemors high fives og low fives

Som kommende alenemor har jeg selvsagt bidt mærke i nogle ting igennem min graviditet som er fedt ved at være alene om det at skulle have et barn, men jeg har dælme også mærket de knap så fede aspekter af at være alene. Så i får her mine high fives og low fives

Alenemor High fives

  1. Du bestemmer selv alting, herunder navn, tøj, farver etc. 
  2. Der er ikke nogen til at sige dig imod – heller ikke når du mener at æbleskiver til morgenmad er en super god ide
  3. Du har hele sengen for dig selv og skal ikke bekymre dig om at vække nogen de 150 gange i løbet af natten, hvor du stønnende ruller ud af sengen for at komme på toilettet 
  4. Der er ikke nogen som brokker sig over at der bliver serveret suppe 5 gange i ugen 
  5. Du skal aldrig have dårlig samvittighed over at drikke direkte af mælkekartonen

Alenemor Low fives 

  1. Der er ikke nogen til at samle de ting op som du taber på gulvet 
  2. Der er ikke andre end dig selv til at gå ned og handle kl. lort om aftenen, når du virkelig bare har brug for suppe og mørk chokolade for at overleve 
  3. Der er ikke nogen til at smøre creme på lige præcis det punkt på ryggen, hvor du ikke selv kan nå – eller til at hjælpe med at vaske dine sure tæer 
  4. Der er ikke nogen at skælde ud eller give skylden for alting når dine hormoner raser 
  5. Der er ikke nogen til at fortælle dig at du ser helt fantastisk ud, når du står foran spejlet og har et mindre panikanfald, fordi din krop mest af alt minder om en mumitrolds krop 

Ej, men på en lidt mere seriøs bemærkning, så er der altså helt klart nogle ting som jeg synes har været hårdt igennem min graviditet som alene. 

Især i starten, gjorde det utroligt ondt hele tiden at blive mindet om at jeg var alene om det. Alle steder hvor man læser eller hører om graviditet lægger det jo ligesom op til at man er to om det. Som mange andre gravide får jeg hver morgen en mail fra min-mave.dk, som fortæller mig et eller andet om det stadie af min graviditet jeg nu engang er i. MEN de her mails mindede mig konstant om at jeg netop ikke havde den partner eller far, som de så gerne henviste til skulle hjælpe med det ene eller det andet. Og det samme gjorde sig gældende med opdateringerne fra de forskellige graviditets apps, som hele tiden mindede mig om at der altså ikke var en far til at nusse mine fødder, lægge hånden på maven eller snakke om alle ens bekymringer med. Og det gjorde sku ærlig talt pisse ondt! 

Og lige pludselig er det eneste man lægger mærke til jo alle de lykkelige par, som går hånd i hånd igennem gaden, som sammen er ude at gå tur med barnevognen osv. osv. De er lige pludselig over det hele! Og instagram kaster billeder af lykkelige forældre og perfekte maver i hovedet på en. Og helt ærligt – det er altså bare slet ikke det samme når ens mor nusser en på maven, som når manden der har været med til at skabe det lille vidunder gør det!!! 

Men på et tidspunkt stoppede det faktisk med at gøre så ondt. Jeg ved ikke om jeg bare affandt mig med det og accepterede det, eller mine hormoner måske faldt ned på et nogenlunde acceptabelt niveau igen?! Det betyder ikke at påmindelserne forsvandt – tværtimod. Men de rammer ikke længere lige det sted i hjertet, hvor det gør aller mest ondt. 

Jeg bliver stadig konstant mindet om at jeg er alene. Til hånd om barnet (en slags fødselsforberedelse i Aalborg kommune) snakker sundhedsplejersken meget om hvor vigtig far er for at få gang i den gode amning – og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg da vist er nødt til at finde et sted hvor man kan låne sådan en far så, for jeg vil da vildt gerne have gang i den gode amning også! Når man ringer til fødegangen og de hele tiden siger I istedet for du – eller hver gang jeg går forbi den dumme papkasse i stuen som er for tung til at jeg selv kan løfte den ned i kælderrummet!

Men det er okay! Og det er også okay ind i mellem at være ked af at være alene – for i virkeligheden er vi aldrig HELT alene! Men det ville da være super rart hvis der snart blev spekuleret lidt mere over at tilpasse apps, hjemmesider og f.eks. barnets bog til andre alternative familieformer end lige præcis den klassiske mor-far-barn!

Mit livs bedste fuck-up!

Den bedste introduktion til mig og hvorfor bloggen er blevet til er nok at fortælle om mit livs bedste fuck-up! Så hæng fast, for det bliver en smule rodet!

Jeg har truffet mange “uheldige”/”unormale”/”anderledes”/”dumme” – kald dem hvad du vil – valg i mit liv. Ja man kan vist roligt sige at jeg aldrig har valgt den lige, lette eller almindelige vej, men jeg har altid valgt min vej! Og hver enkelt bump, hul og kæmpe forhindring jeg har mødt på min anderledes vej, har gjort mig til lige netop mig!

Da jeg d. 1 juni rystende står med en positiv graviditetstest i hånden og mentalt banker mig selv oveni hovedet over alle de forkerte og dumme beslutninger jeg har truffet, og hvordan jeg dog kunne være havnet i denne situation – alene, gravid, og i tvivl om hvem faren er – har jeg på alle måder lyst til at give op på mig selv og stikke mig selv en kæmpe fyreseddel! “Sophia du er hermed opsagt med øjeblikkelig virkning for selvforskyldt at fucke dit liv op gang på gang!” Dagen hvorpå jeg skal fortælle det til min X (kæreste i gennem næsten 7 år), er bestemt ikke meget bedre. Min X som inderligt har ønsket at blive far og som har været min bedste ven i hele verden og hvis hjerte jeg selvfølgelig har knust allerede! Jeg føler mig som det usleste menneske i verden, mildest talt!

Men det er faktisk netop samtalen med min X som er med til at give mig mod og klarsyn i min fortvivlelse.  “Der er ikke noget i dit liv som har været helt almindeligt Sophia – aldrig nogensinde – og det kommer det her heller ikke til at blive. Ligesom at du ikke kommer til at blive en helt almindelig mor, for du er ikke helt almindelig”. “Men det er tid til at du gror dig et par nosser, og viser verden at du har dem. For du er SÅ skide bange for at såre folk, at du i sidste ende ender med at såre dem og dig selv endnu mere, end hvis du blot havde været ærlig og såret dem en lille smule fra starten af!” 

Og netop delen om nosser har siddet fast i mit hovede! – altså at gro mig nogle boss nosser og være ærlig! Derfor besluttede jeg mig for, at jeg for mit lille barns skyld netop skal gro mig de nosser og lære at være hudløst ærlig, selv når det ikke er nemt eller sjovt! Men hold nu kæft hvor er det svært altså !

I starten af min graviditet fortalte jeg det ikke til andre end min X og 2 veninder. Jeg skammede mig faktisk. Skammede mig over at jeg ikke ved hvem faren er, og det blev på en måde et symbol på den kæmpe smerte jeg har påført min X, ved at have været ham utro. Min graviditet blev et symbol på vores brud, og hvad der føltes som et kæmpe nederlag og fiasko. Og min skam over måden hvorpå min X og mit forhold sluttede gjorde blot at jeg i endnu højere grad følte at jeg var nødt til at skjule min graviditet, for på den måde også at skåne ham for ubehagelige spørgsmål og fordømmende blikke.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke overvejede hvorvidt jeg skulle eller ikke skulle beholde den lille guldkaramel som voksede i min mave – mest af alt fordi jeg var så optaget af hvad alle andre dog ville tænke og hvilken situation det ville sætte min X og min familie i. Heldigvis var der ikke nogen tvivl hos min X, som ofte kender mig bedre end jeg selv gør, om at jeg selvfølgelig skulle beholde guldkaramellen. Det resulterede så i at han dagen efter kørte mig til en privat jordemoder for at få foretaget en scanning og sikre at alt var i orden. Og fra det øjeblik jeg så det lille hjerte slå på skærmen har jeg været fuldstændig forelsket og aldrig betvivlet min beslutning!

Guldkaramellen til første scanning

Der skulle dog stadig gå 1.5 måned før jeg fortalte det til mine forældre – i en besked på Messenger – 2 minutter før jeg steg på et fly til Nepal for at besøge min bedste veninde. (Ikke videre boss nosser agtigt, I know) Men jeg vidste at netop mine forældres mening og holdning ville kunne få mig til at betvivle min egen dømmekraft om hvad der var det rigtige at gøre – så derfor valgte jeg altså bevidst at vente til efter 12. uge. Og jeg tog ikke helt fejl, lad mig blot sige det sådan, og så lade den ligge der, for nu i hvert fald.

Den skønne Avalon Khan sagde i en af hendes stories på Instagram for noget tid siden – at der hvor vi er stærkest og oftest kan gøre den største forskel for andre er der hvor vi føler os mest sårbare og skrøbelige selv – og netop det at være ærlig og stå ved mine fejl og min sårbarhed er der hvor jeg føler mig mest udsat og skrøbelig! Men nu er det altså tid til at gro de boss nosser, for guldkaramellen har planlagt ankomst i slut januar – og jeg nægter at sætte et vidunder af et barn i verden, som skal føle den mindste smule skam! Og jeg synes at det er på tide at vi bryder dette tabu, da jeg ved at der er mange andre kvinder derude, som står i samme situation som jeg, og ikke er helt sikker på hvem der er far til deres kommende barn – vi skal ikke skamme os, vi skal glæde os over det lille liv vi bærer på !!!

Af alle de “dårlige/forkerte/uheldige/dumme” valg jeg har truffet i mit liv, så er dette lille vidunder det absolut bedste og dermed uden den mindste tvivl i mit hjerte, mit livs aller bedste og mest forunderlige fuck-up !!! Et fuck-up som på alle måder har og vil forandre mit liv og som hver dag minder mig om at jeg skal være den bedste udgave af mig selv, stå ved mig selv og være ærlig, for netop de værdier ønsker jeg at give videre til guldkaramellen.

Og hermed bydes du velkommen indenfor i tilblivelsen af min FORunderlige verden samt tilblivelsen af Guldkaramellen. Jeg håber du har lyst til at læse mere, og ikke er helt tabt i rodet endu. Jeg lover det nok skal blive bedre, det gør det altid.